To lokale borgere er knyttet tæt til projektet Summende Sydhavn.

Mai Ji Pedersen og Kaj Thelander Jessen har begge sagt ja til at være ambassadører for det borgerinddragende kunstneriske projekt og til at guide, inspirere og skabe forbindelser mellem projektets internationale kunstnerteam og Sydhavnen og dens borgere.

De bor begge i Sydhavnen på henholdsvis Sluseholmen og i Haveforeningen Kalvebod.

Kaj Thelander Jessen, som har været bosat i Sydhavnen siden 1978, og beskriver sig selv således:

“60 plus fantasien i behold. Erfaren livsnyder og slidt arbejder. Organisator og kreativ historiefortæller.
I forrige årtusind havnede jeg ved en tilfældighed i en af paradiset haver. En helårsbeboet haveforening i Københavns mest magiske bydel – Sydhavnen. Jeg har elsket områdets magi lige siden.”

Maj Ji Pedersen bor ved vandet på Sluseholmen og skriver disse ord om sig selv:

“Mit navn er Mai Ji, og jeg bor på Sluseholmen sammen med min kæreste Anders og hans søn August, som bor halvdelen af tiden hos os og sin mor. Når jeg ikke arbejder som HR-manager og underviser på et teater, forsøger jeg at bruge mest mulig tid ved vandet hjemme på Sluseholmen. Jeg elsker at være så tæt på vandet som man er på Sluseholmen. Som vinterbader trækker det naturligvis også i mig, at jeg bare kan gå ned på kajen og hoppe i vandet. Som mange andre sluseholmere havde jeg en ambition om at få indkøbt et SUP bræt i foråret, men en halvdårlig undskyldning kom i vejen. Det står allerøverst på min prioriteringsliste at tage på eventyr med min lille familie.
Når jeg har brug for at dyrke den indre ro, nørder jeg i køkkenet med min hjemmebryggede kombucha eller arbejder på min yin yoga rutine.”