VASK, SPRIT OG RÅB, DER BLEV TIL KLAP

Kompagnierne i Dansehallernes KORA-program er igen i gang ude på institutioner og skoler. En del er anderledes end før corona. Rekvisitter og afstand er en udfordring, men med fleksible kunstnere, lærere og pædagoger lykkes det at skabe gode danseoplevelser for børn.

”Er alle sprittet af”, spørger læreren, og efter et bekræftende nik fra alle elever bliver de lukket ind i gymnastiksalen for at opleve Meshes og forestillingen ’Mash Up’.

Lugten af friskafsprittede børn er ny for de kompagnier, der har indledt sæsonen med forestillinger ude på skoler og i institutioner. Men også en del andet er anderledes nu end før, og ligesom med spritten handler det naturligvis om covid-19. Det giver både udfordringer og problemer, men viser samtidig, hvor meget der med fleksible kunstnere kan lade sig gøre – på trods.

I Meshes har det for eksempel været nødvendigt at købe en hel del flere trommestikker, fordi eleverne som en del af forestillingen på skift går rundt og slår på kompagniets trommer. Førhen skiftede stikkerne hænder i en slags stafet, men nu står danser og koreograf Lea Vendelbo Petersen og deler en trommestik ud til hvert barn, som så lidt senere igen må aflevere til trommeslager Felia Gram-Hansen. Efter forestillingen bliver hele samlingen af stikker sprittet af, inden næste runde børn kommer ind.  

Selv om det i vores nye virkelighed kan synes oplagt, at selvfølgelig bliver alle rekvisitter sprittet af, inden et nyt hold børn skal have fat i dem, har det vist sig, at netop rekvisitter kan skabe usikkerhed og bekymring på skoler og i institutioner.

”Derfor er det afgørende vigtigt, at vi alle sammen er meget bevidste om at få kommunikeret, hvordan vi sikrer os mod smitterisiko. At både Dansehallerne og kompagnierne selv gør meget ud af at fortælle, hvordan det foregår, så de ude i institutionerne og skolerne kan være trygge ved at få besøg. Vi er klar over, at det tager ekstra tid både for kunstnere og personalet på skolerne og i institutionerne, men det er nødvendigt for at kunne gennemføre under de forhold, vi har nu”, siger Ulla Gad, projektleder i KORA.

Nogle af de forholdsregler, kompagnierne tager, vil hverken børn eller voksne ude i institutioner eller på skolerne opdage. For eksempel har Meshes en sekvens, hvor kunstnere og elever før kastede usynlige bolde til hinanden med et højt ”hey”. Den del er nu afløst af klap for at forhindre spytpartikler fra et hey-råb i at spredes.

Førhen blev eleverne desuden delt op i grupper ved at få forskellige stempler på hånden, men nu får de i stedet klistermærker, som de sætter på tøjet. Ligesom med trommestikker og klap fungerer de praktisk mulige løsninger ok, men er dog ikke optimale, synes Lea.

”Stemplerne var gode, fordi de satte en stemning, som når man går til en stor koncert, og stafetten med trommestikkerne betød, at børnene blev sat op til, at det var deres tur på en anden måde, end vi kan gøre nu. Men det virker ok, og at vi klapper i stedet for at råbe, fungerer faktisk helt fint”, siger hun.

Det meste af tiden er det muligt at holde afstand til eleverne, og en dans, hvor danserne førhen satte sig op ad børnene, er taget ud af forestillingen.

Beder om afstand
Ligesom kompagnierne har rettet forestillingerne til, så de kan gennemføres under tidens corona-restriktioner, er det vigtigt for kunstnerne på forhånd at kende forholdene ude på skolerne.

En del steder er gymnastiksale inddraget til klasselokale for at skabe nok afstand mellem eleverne, så det nye KORA-kompagni 2Groove har oplevet, at de måtte hjælpe til med at slæbe borde og stole til side for at skabe plads til forestillingen. Andre steder har de til gengæld af samme grund fået et større lokale end planlagt, og det er ikke optimalt for kunstnerne, fordi et stort rum går ud over energien og lyden.

I 2Grooves forestilling ’Back Into Time’ er eleverne meget aktive – og kommer til at svede.

”Så vi går ret meget op i, at der skal være afstand mellem dem og os og gentager det nogle gange undervejs i forestillingen”, siger Anna.

Værst er det, når det viser sig, at eleverne til en forestilling kommer fra to klasser, som ikke må have fysisk kontakt med hinanden.

”Så må vi lynhurtigt ændre på, hvordan vi gør i den del af forestillingen, hvor det netop er meningen, at alle elever skal gå ud og ind imellem hinanden, så sådan noget ville vi gerne have vidst på forhånd”, siger danser og koreograf Anna Eileen Jeppesen.

Ofte vælger skolerne dog at sende færre elever til hver forestilling end oprindeligt planlagt for netop at sikre god plads mellem dem og undgå at få blandet elever fra forskellige klasser.

Stort vaskearbejde
Mens 2Groove ikke har nogen opstilling med ud, er det en helt anden sag for et kompagni som Tiny Dancer. Her flytter de to kunstnere nærmest ind med otte store kufferter med ting i, og det hele er noget, børnene rører ved, så det giver en ekstra opgave med rengøring.

”Det tager i hvert fald 10-15 minutter ekstra for os to at få det hele gjort rent mellem hver forestilling, så vi har snakket om, at det kunne være godt med en ekstra person til at hjælpe med det”, siger danser og koreograf Mette Overgaard.

Ligesom rekvisitter skal vaskes, når børnene har rørt ved dem, kan danserne være nødt til at vaske kostumer oftere end normalt.

I forhold til den oprindelige plan med det nyudviklede laboratorium ’YEM LAB’ har Tiny Dancer måttet gentænke konceptet, fordi det med de nuværende restriktioner ikke er muligt at gå rundt til forskellige stuer i en institution med kufferterne og sætte lege i gang. I stedet bliver kufferterne sat ind på en stue ad gangen, hvor børnene så selv kan udvikle lege med dem. En halv time senere kommer Mette og David tilbage – og så er det, at der skal sprittes af og vaskes, inden et nyt laboratorie kan begynde.

Med det helt unge publikum er der en særlig udfordring i at overholde afstandskravene.

”Jeg har været ude for, at der kom en pige op og satte sig hos mig midt i en forestilling. Det kan vi ikke forhindre”, fortæller Mette.

Corona og kreativiteten
Også MYKA er ude hos det helt unge publikum og oplever, at det der med afstand kan være svært. Danserne er i dag ikke lige så tæt på de små som før, og det kan gøre det udfordrende at skabe et sanseligt og inviterende rum, synes danser Marie Bru Eide. Nogle gange er det heller ikke muligt at opretholde afstanden, men så forsøger kunstnerne at undgå at være ansigt til ansigt med børnene.

MYKA har i forestillingen ’Månen’ for de 0-2-årige revideret scenografi og fjernet rekvisitter, så alt, hvad der ikke nemt kan sprittes af, er pillet væk.

”Det er en koreografi i sig selv at skulle lægge de rigtige ting på de rigtige steder og få dem sprittet af på rigtig måde”, siger Marie.

Den anden forestilling, MYKA er af sted med, ’Rumrejsen’ for de 2-4-årige, er først udviklet her i ’corona-tiden’, så her har de kunnet – og skullet – tage højde for restriktioner.

”Det har været en proces, hvor man hele tiden skal tænke sig om to gange, inden man tager et kunstnerisk valg, og det kan være frustrerende at skulle vurdere de praktiske og logistiske konsekvenser af valgene, næsten inden, man har tænkt tanken færdig. Det kan nogle gange komme til at stoppe det kreative”, lyder erfaringen fra Marie.

Trods spritte-rutiner og masser af kostumevask er hun og MYKA rigtig glade for igen at kunne komme ud til institutionerne med værkerne.

”Vi oplever, at de restriktioner, vi skal overholde, ændrer rummet, børnene skal træde ind i, men vi har gjort os umage for ikke at gå på kompromis med de kunstneriske valg og oplevelsen, vi gerne vil give. Det er altid en fornøjelse at komme ud og spille for de små, og vi mener, det er vigtigt at give dem det, selv under de her omstændigheder. Og heldigvis oplever vi, at børn stadig er børn, og at de kan få en god oplevelse på trods af restriktioner og en anderledes hverdag. Men selvfølgelig glæder vi os til, at der kommer en dag, hvor vi kun skal tænke på børnene og ikke på virus”.