Aktiviteter

Metropolis

Wa(l)king Copenhagen 

Metropolis har inviteret 100 kunstnere til at skabe 100 vandringer gennem København i løbet af 100 dage – som en dagbog fra en storby, hvor corona-krisen sætter dagsordenen og har ændret vores dagligdag radikalt. Hver kunstner går i 12 timer og starter hjemmefra. Hver hele time giver de livstegn i det offentlige rum via live-stream.

Følg Wa(l)king Copenhagen live på facebook fra 1. maj.

Kunstnerprogram for 1.-10. maj offentliggøres tirsdag 28. april.

Projektet kurateres af Metropolis / Københavns Internationale Teater i samarbejde med Dansehallerne, AFUK, Arkitektforeningen, Copenhagen Contemporary, Det Frie Felts Festival, Fotografisk Center, Poesiens Hus, Råderum, Skræp og Third Ear.

Dansehallerne har kurateret Boaz Barkan, Marlene Bonnesen, Valentine Tanz, Kalliopi Siganou, Jon R. Skulberg, Marie Topp, Mathias Theisen, Thjerza Balaj, Meleat Fredriksson og Paolo de Venecia Gile

100 KUNSTNERISKE BLIK PÅ EN BY I FORANDRING

Vi mærker alle verden og vores liv forandre sig, og med WA(L)KING COPENHAGEN får 100 kunstnere nu mulighed for at sætte krop, ord, lyd og følelser på denne nye fælles tilstand og alle de eksistentielle spørgsmål, der dukker op – som en dagbog fra en surrealistisk hverdag med mere usikkerhed og angst, men også med plads til håb, kreativitet og fællesskab.

Mød performere, dansere, billedkunstnere, forfattere, musikere, fotografer, cirkuskunstnere, arkitekter, m.fl.

Hver kunstner skaber sin egen 12-timers vandring, der starter hjemmefra. Hver hele time giver kunstneren livstegn gennem en handling i det offentlige rum, der live-streames på facebook.com/walkingcopenhagen. En fortælling, performance, musik, lyd, foto, digt, objekt, koreografi, installation, aktion…

 

BYEN SOM FRIRUM OG REFLEKSIONSRUM

At gå er blevet en højtskattet frihed i en tid, hvor normaliteten er ophævet. Selvom man kan opleve WA(L)KING COPENHAGEN fra skærmen, er det også inspiration til at bruge byen kreativt og fejre, at den fortsat er åben. Kunstnerne fører os væk fra de sædvanlige turiststrøg og store parker og ind i ukendte og glemte dele af byen – på alle tider af døgnet.

Kunstnerne går alene, men nogle vil undervejs møde små grupper af tilskuere, spontant eller planlagt – naturligvis altid efter gældende virussikre forskrifter. Og nogle kunstnere vil opfordre publikum til at gå deres egne ruter. Dette annonceres på facebook.

Den nuværende samfundssituation kræver nye måder at tænke og agere på. Kunstnerne vandrer derfor i 12 timer for at bevæge sig ud af deres vante rammer, både fysisk, mentalt og geografisk. På 12 timer vil kunstnerne gå 25-50 km., og efterhånden som udmattelsen sætter ind, opstår en ny mental tilstand og åbenhed.

Følg med live på nettet hver hele time i vandringens varighed. Tidspunkt for vandringerne vil variere og kan ses i programmet her på siden.

Efterfølgende kan dokumentationen fra hver vandring findes på facebook samt her på siden. Således opstår et unikt kunstnerisk arkiv over Københavns og borgernes tilstand påvirket af corona-situationen.

 

CREDITS

WA(L)KING THE CITY præsenteres af Metropolis / Københavns Internationale Teater og kurateres i samarbejde med:

Danjel Andersson/Dansehallerne
AnneSophie Bergmann Steen/AFUK
Johnny Svendborg/Arkitektforeningen
Annette Skov & Janna Lund & Jannie Haagemann/Copenhagen Contemporary
Charlotte Bagger Brandt/Råderum
Erik Pold & Gritt Uldall-Jessen/Det Frie Felts Festival
Jørgen Teller/Skræp
Kristine Kern & Laura Ifversen/Fotografisk Center
Rikke Oberlin Flarup/Poesiens Hus
Sille Dons Heltoft
Tim Hinman/Third Ear

 

Gratis adgang