Aktiviteter

Uppercut i Varde

Body Parts af Uppercut Danseteater

For 0. – 3. klasse

To søskende kan ikke sove. Der er så mange lege, der mangler at blive leget! Men i seng skal man jo. Søvnen vil ikke komme, og legen vil ikke stoppe. Dyner forvandler sig til hyggelige spøgelser og natlamperne til skovens ildfluer. Bror og søster må finde balancen mellem fantasi og virkelighed på en legende rejse gennem natten, der både er spændende og lidt skræmmende, men mest af alt sjov!

I dansebesøget oplever I flere korte uddrag af Body Parts, en danseforestilling om at møde sig selv i mørket og komme ud på den anden side – og undervejs er elever og lærere med på gulvet i danselaboratoriet.

I danselaboratoriet udforsker vi gennem bevægelser kontraster mellem frygt og glæde samt leg og alvor. Vi bruger fantasiuniverset fra forestillingen som inspiration – som går fra soveværelset ud til junglens dyr og tilbage gennem den dybe skov.
I processen arbejder vi bl.a. kreativt i par og afprøver færdigheder fra både moderne dans og breakdance.
Mere info

KORA
Med KORA leverer Dansehallerne en palet af kvalificerede, relevante og inspirerende dansebesøg på institutioner, hvor små teams af professionelle kunstnere møder børn og unge og deres voksne i medskabende forestillinger.

KORA har kunsten som hjerte og tager afsæt i Dansehallernes overbevisning om, at børn og unge har krav på og behov for at møde den i deres hverdag. Dans og koreografi kan bidrage til at udvide børns og unges horisonter for, hvordan man kan agere i verden og dermed være væsentlige, sanselige indspark til identitetsdannelsen
Mere info

KORA - videohilsen fra Uppercut Danseteater, der kommer med værket BODY PARTS