Aktiviteter

Daily Fiction

SPLASTIC

Obs! Grundet den store efterspørgsel spiller forestillingen nu også søndag d. 24. januar kl. 15:00.

SPLASTIC er et eksistentielt møde. En performativ undersøgelse som stædigt snegler sig derhen hvor vi kan øjne hinanden og os selv. En invitation til at kæmpe for friheden til at bevæge sig andet end målrettet, hurtigt, oprejst, fremad og effektivt.

Cath er spastiker. Første gang hun så en koreografi af Tora Balslev, sagde hun: ”Du danser min dans”. I SPLASTIC udfører de sammen en synkron dans, hvor Tora oversætter Caths bevægelser til sin egen krop. I fordoblingen skifter perspektivet, der opstår en ny orden, og Cath bliver essensen i den nye struktur. Under prøverne sagde en tilskuer: ”Det har en vildt fed æstetik”. Cath svarede:
”Har jeg en æstetik?”

Forestillingens metodiske udgangspunkt er image work, som har sin oprindelse i Butoh dans, en japansk kunstform, der bryder med alt hvad vi normalt forbinder med det skønne og harmoniske.
DAILY FICTION skaber scenekunst i et krydsfelt mellem performance, dans og teater, med vægt på kropslige transformationer, nærvær og humor. Værkerne søger kropsligt integreret refleksion over samtidens eksistentielle forhold. Der søges en udvidet oplevelse af det menneskeligt bevidste, et anderledes nærvær hvor en ny logik opstår.
I SPLASTIC er Daily Fictions filosofiske udgangspunkt fænomenologien som viser, at vores tanker og bevidsthed om os selv opstår gennem bevægelse. Forestillingens praktiske afsæt er en forskers spørgsmål i arbejdet med behandling af spasticitet: Hvordan kan vi komme væk fra at fokusere på det en spastiker ikke kan og begynde at værdsætte det han/hun faktisk kan?

CREDITS
Medvirkende: Cath Borch Jensen
Koreograf og medvirkende: Tora Balslev Jespersen
Komponist: Knud Riishøjgård
Scenograf: Lise Klitten
Dramaturg: Betina Birkjær
Lysdesign: Martin Danielsen
Koreografisk konsulent: Anette Asp Christensen
Neuroforskere, sparring: Jens Bo Nielsen, Mark S. Christensen
Dramatisk filosofisk sparring: Julie Kirkegaard
Video: Felia Gram – Hanssen
Produktion: Daily Fiction

ARTIST TALKS
Efter hver forestilling er der dialog med de medvirkende.
Paneldialog efter forestillingen fredag 22. januar 2016.
Tre inspiratorer kommenterer forestillingens emne med efterfølgende dialog:

Jens Bo Nielsen, professor, læge, Dr. Med., Ph.d. på KU og forskningsdirektør på Helene Elsass Center, forsker i spasticitet med henblik på forbedret behandling.

Mireia Serra psykomotorisk terapeut på Psyk Center Hvidovre samt danser, skuespiller og kropsbevidsthedsunderviser, undersøger hvordan bevægelse fremmer kreativitet.

Kristine Harper er cand. mag. i idehistorie og kunsthistorie og har undervist i og skrevet artikler om den æstetiske oplevelse, samfundstendenser og bæredygtigt design.

SPLASTIC er støttet af Ludvig og Sara Elsass Fond, Beckett-Fonden, Kunstfonden, Dansk Artist Forbund, Bikubenfonden og Københavns Kommune.
Er du eller din ledsager kørestolsbruger? Så kontakt venligst vores billetkontor før køb:

billet@dansehallerne.dk eller 3388 8008

Varighed: ca. 60 min.

21. - 23. januar kl. 19:00 + 24. januar kl. 15:00

Lille Scene

125,- / ung 55,-