Aktiviteter

Mette Møller Overgaard & David Navndrup Black / CHOREOGRAPHY IN ACTION

Se byen vertikalt

DIALOG / Mette Møller Overgaard (DK) & David Navndrup Black (UK/DK)
Del af programrækken CHOREOGRAPHY IN ACTION

Mette Møller Overgaard og David Navndrup Black er – sammen med Esther Wrobel – en del af det kunstneriske team bag Se byen vertikalt i Holstebro (marts 2018). Teamet arbejder i 2018/19 med en videreudvikling af konceptet til forskellige andre områder og målgrupper.

Midt i denne proces inviterer vi til indblik i overvejelserne om, hvordan kunstneren kan iagttage og udfordre byrummet og samtidig inddrage publikum.

Hvordan kan vi vende perspektivet og se byen fra en anden vinkel i krydsfeltet mellem koreografi, lyd og arkitektur? Afsættet er kunstnernes forskellige konkrete erfaringer med at arbejde i byrum og natur.

Som deltager i denne session bliver du en del af dialogen og kommer også til at opleve, hvordan man med små greb kan ændre rummet og involvere sit publikum gennem koreografi, lyd og arkitektoniske valg.

Mette Møller Overgaard
Dansekunstner, der fokuserer sin koreografiske praksis i projekter, hvor deltagerens fysiske, sociale og kreative etablerede oplevelse er central. Mette arbejder i krydsfeltet mellem forskellige kunstarter og ofte stedsspecifikt.

David Navndrup Black
Lydkunstner, der centrerer arbejdet omkring bevægelse og teknologi, og han samarbejder med andre faggrupper på projekter, der giver nye sensoriske oplevelser af kendte steder.

Desuden deltager en ekstra gæst fra arkitekturens verden – mere information følger.


Konceptet CHOREOGRAPHY IN ACTION

Dansehallerne præsenterer møder mellem tilknyttede kunstnere og gæster fra Dansehallernes programmer og forestillinger – alle indenfor feltet koreografisk scenekunst. Ny kunstner hver mandag. Kunstnerne deler på disse mandagsmøder deres tanker om kunstnerisk arbejde via samtaler, installationer, forestillinger eller film.
Programmet foregår på engelsk, og det er primært henvendt til branchen, er dog åbent for alle, der er interesseret i at opleve ny koreografisk performativ kunst gennem intellektuelle og fysiske oplevelser. Der er fri entré.

Kunsthal Charlottenborg
Programmet foregår i Charlottenborg Art Cinema, Kunsthal Charlottenborg, som er en af Dansehallernes samarbejdspartnere, og er vært for Dansehallernes faste mandagsprogram.

kunsthalcharlottenborg.dk/

Varighed: Varighed / 2 timer

Hvornår kl. 19-21

Hvor / Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København K

Fri entré

Foto / Morten Stricker, Dagbladet Holstebro – Struer. Foto fra Se byen vertikalt i Holstebro, marts 2018.