Aktiviteter

Marco Flores & José Almarcha

Milonga, Sonata y Plata

Flamencostjernen Marco Flores gæster København med værket ‘Milonga, Sonata y Plata’ i duet med guitaristen José Almarcha.

Flamencópolis og Union har i samarbejde med Dansehallerne æren af at præsentere en af de største kunstnere på den aktuelle flamencoscene, danseren Marco Flores, søndag d. 23 august kl. 17.30.

Marco Flores optræder med værket ‘Milonga, Sonata y Plata’ som er et værk inspireret af musikalske stykker fra Spaniens 1920’ere og 30’ere – ‘Generación de Plata’. Sammen med den renommerede flamencoguitarist José Almarcha skaber Flores kunst på scenen hvor musik bliver til dans og dans til musik i en intim setting på Unions udendørsscene.

Marco Flores (1981, Cádiz) blev i en alder af 18 kompagnidanser for legenden Sara Baras. I 2004 begyndte han koreografiske samarbejder med både Manuel Liñan, Daniel Doña og Olga Pericet, hvormed han skabte sine første store produktioner. Fra 2010 har han haft eget dansekompagni med 7 verdensturnerende værker, og vundet utallige priser for sit kunstneriske arbejde.

Flores har et teknisk niveau som få kan matche, men det overskygger ikke hans kærlighed til dansen, og følelserne får fuldt flor når han går på scenen. Flores har en unik stil som blander maskuline og feminine bevægelser, humor med alvor, og hvor traditionel flamenco får et moderne udtryk. Marco Flores er intet mindre end et kunstværk i bevægelse.

Dette bliver første gang Marco Flores besøger Danmark, og vi glæder os til at dele denne fantastiske oplevelse med jer.

Læs mere om Marco Flores

Flamencópolis

Phyllis Akinyi er primus motor bag Flamencópolis CPH – Concert Performances og kuraterer koncerterne. Hun er uddannet flamencodanser fra det anerkendte Centro de Arte Flamenco Amor de Dios i Madrid, og har boet i Spanien i 7 år fordelt i perioden 2007-19. De sidste par år har hun kurateret en række flamencoshows med nogle af de bedste flamencokunstnere i Madrid og udviklet en eksperimenterende og minimalistisk tilgang til flamenco.

Flamencópolis er skabelsen af et nyt centrum for flamenco, hvor der eksperimenteres samtidig med at der værnes om tradition og rødder. Hvor der er plads til både nyt og gammelt, og hvor forskellige generationer, køn, etniciteter og nationaliteter mødes kunstnerisk på scenen.

Spillested: Union, Nørre Allé 7, 2200 København N

Varighed: 1 time

Søndag d. 23. august kl. 17.30

Union, Nørre Allé 7, 2200 København N

200,- +gebyr