Aktiviteter

Liminal

Hva’ så menneske? i Kalundborg

For elever i 0. – 3. klasse

Performanceteatret Liminal kommer på besøg med forestillingen ’Hva’ så menneske?’, der undersøger energiens væsen. Energi er elektrisk, slatten, let, tung, lille og stor. Al energi i universet er konstant, men ændrer form ustandselig. Har vi alle en særlig energi, og kan energi smitte eller deles? Liminal leger med den abstraktion, som energi egentlig er, og danserne inviterer eleverne ind i et værksted af dans og bevægelse.

“Vores arbejde for børn og unge koncentrerer sig om projekter, der aktivt inddrager det unge publikum, både i den skabende proces og i selve forestillingerne. Børnene skal udfordres og præsenteres for nye idéer og perspektiver, men samtidig opleve et scenekunstnerisk rum, der kan mærkes på egne kroppe, og hvor deres egen stemme og deres egne refleksioner har en plads.” Adelaide Bentzon, kunstnerisk leder af Liminal.

Mød danserne, før I får besøg – via deres VIDEOHILSEN

Hent forestillingsbeskrivelse og praktisk info til den interaktive danseforestilling.

Mere om de medvirkende

Adelaide Bentzon (DK) er sammen med Erik Pold kunstnerisk leder af performanceteatret Liminal. Hun er uddannet koreograf fra School for New Dance Development i Amsterdam og har siden 1998 arbejdet med scenekunst som koreograf og iscenesætter i feltet mellem dans, performance og musikteater. De seneste fem år har hun primært fokuseret på projekter for børn og unge.

Daniel Norback (DK/SE) er kunstnerisk leder af gruppen NORPOL og har performet i et væld af værker, både for voksne, børn og unge samt i forskellige tætte, kunstneriske samarbejder. Han har erfaring med improvisation, musik, tekstproduktion og publikumsinteraktion.

Tomomi Yamauchi (DK/JP) er født og opvokset i Japan. Hun trænede musicalteater på Theater Art College i Tokyo og London Studio Center. Uddannet danser fra Skolen for Moderne Dans i Danmark ved Statens Teaterskole i 1999 og har arbejdet som freelance danser og performer i forestillinger af Liminal.dk, Living Creatures, Åbendans, GAZART, SIGNA, DADADANS, Running Sculptures, Stewart Lynch, Lene Boel med flere.

Søren Linding Urup (DK) har baggrund i gymnastik og sportsdans og har siden kastet sig over moderne dans. Han har arbejdet som danser i mange forskellige forestillinger i Danmark, Tyskland og Spanien og har desuden mange års erfaring som underviser i bevægelse, gymnastik og moderne dans.

Jeppe Kaas Vad (DK) har en baggrund i sport og teater og begyndte at danse i 2013. Siden har han uddannet sig i dans og koreografi på Den Danske Scenekunstskole. Han har arbejdet som danser og underviser i både ind- og udland, bl.a. på Det Kongelige Teater, Åben Dans og Moving Into Dance Mophatong.

Vincent Jonsson (SE) er danser og performer, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole 2013-2017.

Foto: Martin Dam Kristensen

KORA
Med KORA leverer Dansehallerne en palet af kvalificerede, relevante og inspirerende dansebesøg på institutioner, hvor små teams af professionelle kunstnere møder børn og unge og deres voksne i medskabende forestillinger.
KORA har kunsten som hjerte og tager afsæt i Dansehallernes overbevisning om, at børn og unge har krav på og behov for at møde den i deres hverdag. Dans og koreografi kan bidrage til at udvide børns og unges horisonter for, hvordan man kan agere i verden og dermed være væsentlige, sanselige indspark til identitetsdannelsen
Mere info

16. - 19. november

Kalundborg Kommune