Aktiviteter

Edhem Jesenković (BIH) & Per Morten Abrahamsen (DK) / Kunsthal Charlottenborg

CHOREOGRAPHY BY INTERVENTION

Et sammenstød mellem to kunstnere, der har udforsket, dissekeret og udfordret hinandens arbejde.

OBS: Der betales entré til Charlottenborg til dette arrangement

Koreograf Edhem Jesenković og fotograf Per Morten Abrahamsen taler om samarbejdet omkring forestillingen Symmetric Arguments.

Det moderne samfunds umenneskelige isolation af individet var et gennemgående tema i forestillingen Symmetric Arguments og samarbejde mellem koreografen Edhem Jesenković og fotografen Per Morten Abrahamsen.

I en abstrakt dialog omsætter de fotografiets magi til bevægelse i tid og rum, mens beskuerens rolle bliver taget op til revision med spørgsmålet: hvem kigger på hvem?
Et aktuelt spørgsmål i et samfund, hvor alle beskuer alle og konstant fordømmer, bedømmer og afvejer hinandens handlinger.

Dels ser man fotografens forkærlighed for legen med slagskygger, der i dette bevægelsesunivers fremkalder interessante modspil mellem danserne i en pludselig asymmetrisk dialog mellem de fysiske kroppes slag i luften
og skyggernes hårdtslående nærkamp på bagvæggen.”
Weekendavisen, Majbrit Hjelmsbo

Her er en trailer fra forestillingen, som samtalen tager afsæt i:

Edhem Jesenković er født og opvokset i Bosnien-Herzegovina. I 1993 emigrerede han til Sverige, hvor han fik øjnene op for dans. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1999 blev færdiguddannet fra Den Kongelige Svenske Ballet. Han har nu base i København og har gennem det sidste årti arbejdet sammen med nogle af de mest anerkendte koreografer og dansekompagnier herhjemme og i udlandet. Edhem Jesenković har mange anmelderroste forestillinger bag sig bl.a. Forestillingen M .E.N, Republika, 4 Times Hundred, og værket Dilemma of Obedience, som blev opført af Dansk Danseteater og nomineret til en Reumert, som Årets bedste danseforestilling. Senest har han været engageret af Dansk Danseteater, som del af en koreograf trio udvalgt til deres tilbagevendende event: Generator, med forestillingen It Becomes Silent

Per Morten Abrahamsen har i mere end 27 år været kendt som en mester ud i det iscenesatte portrætfotografi. Hans evne til at oversætte spektakulære ideer til billeder har gjort at han hører til blandt den absolutte elite inden for dansk fotokunst. Han har igennem sin karriere foreviget personligheder som Lars von Trier, Bjarne Riis, Nicolai Coster Waldau, Mærsk McKinney, samt gennemført en bred vifte af kommercielle projekter herunder internationale reklamekampagner, albumcovers og scenekunstprojekter. Hans værker har været udstillet både herhjemme og i udlandet bl.a. på Aros, Den Sorte Diamant, Frederiksberg Slot, og flere gange i Tyskland, Frankrig samt Moskva og Kina i 2017.

Konceptet
Første søndag i hver måned fra 1. oktober 2017 til 6. maj 2018, kl. 15-17 præsenterer Dansehallerne  CHOREOGRAPHY BY INTERVENTION med aktuelle kunstnere, som arbejder i alternative formater, socialt inkluderende eller på andre måder bidrager til udvikling af kunstneriske udtryk gennem koreografi. Programmet foregår på engelsk og er åbent for alle.

Entré
For at deltage køber man entrébillet til Kunsthal Charlottenborg og får på den måde såvel adgang til udstillinger der som til CHOREOGRAPHY BY INVTERVENTION. Programmet foregår i Charlottenborg Art Cinema.

Kunsthal Charlottenborg
Kunsthal Charlottenborg er en af Dansehallernes vigtigste samarbejdspartnere i sæson 2017/18, og er vært for Dansehallernes faste ugentlige og månedlige præsentationer. Kunsthal Charlottenborg er et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med internationalt udsyn, der omfatter kunst af såvel talenter som etablerede stjerner fra både ind- og udland.
kunsthalcharlottenborg.dk/

Varighed: 2 timer

kl. 15-17

Scene: Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København K

Der betales entrépris til Kunsthal Charlottenborg