Aktiviteter

Gazart

At falde – til og fra i Kalundborg

For elever i 6. – 10. klasse


Hvad afgør, hvor vi hører til, og hvornår vi føler os hjemme? Er det det samme, som får os til at stikke ud? Er det dialekten, accenten, udseendet, eller er det alle de små referencer til fortiden, det indforståede, duften, humoren? ’At falde – til og fra’ tager livtag med spørgsmål om identitet og tilhørsforhold. Med koreografi af Tali Rázga og tekst af den prisbelønnede dramatiker Tomas Lagermand Lundme udtrykker forestillingen sig gennem dans og ord. Alle bevægelserne i forestillingen er udviklet af danserne. Forestillingen veksler mellem et tekstligt og et bevægelsesmæssigt udgangspunkt.

Mød danserne før besøget via deres VIDEOHILSEN

PDF med forestillingsbeskrivelse og praktisk information til den interaktive danseforestilling.

Mere om de medvirkende

Fie Dam Mygind (DK) er uddannet moderne danser fra Salzburg Experimental Academy of Dance i 2010. Hun arbejder som danser og performer i ind- og udland og er desuden en del af den tværkunstneriske gruppe MomAndDad.

Micaela Kühn (DK/CL) er uddannet moderne danser fra skoler i Chile og Tyskland. I 2016 afsluttede hun desuden uddannelse som danseformidler fra Den Danske Scenekunstskole i København. Hun arbejder som udøvende danser og underviser i en række forskellige danseproduktioner rundt om i Europa.

Søren Linding Urup (DK) har baggrund i gymnastik og sportsdans og har siden kastet sig over moderne dans. Han har arbejdet som danser i mange forskellige forestillinger i Danmark, Tyskland og Spanien og har desuden mange års erfaring som underviser i bevægelse, gymnastik og moderne dans.

Tali Rázga (DK) er koreograf og kunstnerisk leder af Gazart og har siden 2005 skabt kritikerroste forestillinger for børn, unge og deres familier. Hun er uddannet danser fra Fontys Dansacademie i Holland i 2001 og færdiggjorde i 2003 den dansepædagogiske uddannelse fra Skolen for Moderne Dans i Danmark og Musikhögskolan i Malmö.

Foto: Ditte Valente

KORA
Med KORA leverer Dansehallerne en palet af kvalificerede, relevante og inspirerende dansebesøg på institutioner, hvor små teams af professionelle kunstnere møder børn og unge og deres voksne i medskabende forestillinger.

KORA har kunsten som hjerte og tager afsæt i Dansehallernes overbevisning om, at børn og unge har krav på og behov for at møde den i deres hverdag. Dans og koreografi kan bidrage til at udvide børns og unges horisonter for, hvordan man kan agere i verden og dermed være væsentlige, sanselige indspark til identitetsdannelsen
Mere info

23. - 27. november

Kalundborg Kommune