For skoler og daginstitutioner

KORA er en enestående mulighed for at bringe dans ind i hverdagen på jeres skole eller i jeres daginstitution. Børnene får et indblik i dans som en kunstart og bliver del af en kunstnerisk proces, hvor de tager aktivt del i forestillingen, bliver del af fællesskabet på nye måder og oplever andre udtryksmuligheder.

Tilmelding til programmet sker typisk gennem jeres kommune. Kontakt fx. din kommunes børnekonsulent eller Åben Skole konsulent for at høre mere om pris og tilmelding hos jer.

Er du lærer eller pædagog i Københavns Kommune, så følg med i juni 2019 hvor vi præsenterer programmet for København.

Find mere information kompagnierne og deres forestillinger her. Du kan læse om, hvordan I forbereder jer, hvordan I agerer under besøget, og hvad I kan gøre efter besøget

Før besøget

Forbered jer selv og børnene
I KORA arbejder kunstnerne med forestillinger, der appellerer til deltagernes fantasi og samarbejdsevner, og I vil måske opleve en helt ny form for dans. Derfor anbefaler vi, at:

• De involverede voksne deltager i en forberedende lærer-/pædagogworkshop, hvor de får indblik i kompagniets arbejdsmetoder.

• De voksne forbereder børnene ved at vise kompagniets videohilsen (finder I under det enkelte kompagni her, fortælle om besøget og give dem et indtryk af, hvilken slags dans, de skal møde.

• Find mere inspiration til forberedelse her.

Det praktiske
Når vi danserne på besøg, har vi brug for jeres hjælp. Er du kontaktperson, skal du inden besøget  have de sidste aftaler på plads med danserne.  Det kan f.eks. være:

  • Hvornår på dagen ankommer kompagniet?
  • Hvem tager imod dem ved ankomst?  Danserne skal have navn og tlf. nummer på vedkommende – og husk at informere om eventuelle ændringer.
  • Er skolens pedel informeret om besøget?

Pas godt på danserne
Kroppen er dansernes instrument, og vi kan hjælpe dem med at undgå skader ved at skabe de rigtige fysiske rammer for dem, når de optræder. Her er en tjekliste til, hvad I skal være opmærksomme på:

  • Danserne skal varme op inden forestillingen, og derfor skal danselokalet være tilgængeligt på besøgsdagen mindst 45 min. før arrangementets begyndelse
  • Lokalet skal være opvarmet til min. 20 grader
    – aftal f.eks. med pedellen, at natsænkningen springes over dagen før besøget
  • Lokalets gulv skal være enten træ eller andet fjedrende materiale (ikke beton eller gulvtæppe)
  • Gulvet skal være ryddet for borde, stole, etc.
  • Lydanlægget skal virke og kunne ’fylde rummet ud’
  • Tilbyd gerne kunstnerne en kop kaffe/vand og et stykke frugt

Under besøget

Her anbefaler vi, at:

  • Alle deltagere har tøj på, som de kan bevæge sig i
  • De voksne deltager aktivt under KORA-besøget som gode rollemodeller – eller observerer engageret. De samme voksne deltager under hele besøget

Efter besøget

Hvordan gik det?
Både kompagniet og Dansehallerne vil rigtig gerne vide, hvordan I oplevede besøget.

  • Tag gerne 5 min. umiddelbart efter seancen, hvor I evaluerer besøget sammen med kompagniet
  • Tal med børnene, udfyld og indsend de evalueringsskemaer, som I modtager elektronisk efter besøget

Kunsten at stille åbne spørgsmål
En kunstnerisk oplevelse skal ikke altid sprogliggøres. Men erfaringer viser, at det åbner børnenes muligheder for at nuancere og dele oplevelsen med andre, når de reflekterer højt over, hvad de oplevede. Det er ikke et spørgsmål om at gætte rigtigt i forhold til, hvad oplevelsen handler om. Pointen er at give plads til de mange forskellige oplevelser og erfaringer, man som publikum naturligt vil have – at skabe et rum hvor alle oplevelser er lige gyldige.

Hvordan får man så eleverne til at reflektere over kunst? Som vi ser det, handler det om at stille gode, åbne spørgsmål. Her kommer nogle forslag. Husk, det er vigtigt at anderkende de svar, der kommer fra børnene.

  • ”Hvad så I?” Lad så mange børn som muligt få mulighed for at fortælle, hvad de så.  Vælg nogle af svarene ud, og spørg ind til dem.
  • ”Hvordan kom det, I så, til udtryk?” Med det spørgsmål skal de begrunde deres umiddelbare oplevelse.
  • ”Hvem så I på scenen/gulvet?”
  • ”Hvilke bevægelser så I?” Evt fulgt op af ”Hvad synes I, de bevægelser udtrykte?”
  • ”Hvilke lyde hørte I?”  Og følg op med spørgsmålet ”Hvad gav lydene jer af oplevelser?”
  • …gå selv videre.

Mere hjælp til dialog
Kulturpartner har udviklet dialogredskabet Forventnings- og oplevelseskort(under menupunktet “REDSKABER”), der kan hjælpe med at rammesætte en dialog om kunst.

Workshop for lærere og pædagoger

I har mulighed for at deltage i en tre-timers workshop, inden KORA besøger jeres skole eller institution. Workshoppen er henvendt til jer, der skal være med under forløbet sammen med børnene, men I er velkomne til at invitere et par kolleger med.

Tilmelding
I skal henvende jer til kommunens KORA-arrangør, hvis I vil deltage i en workshop. Kontakt fx  kommunens børnekonsulent eller Åben Skole-konsulent for at høre mere.

Workshoppen
Workshoppen er med til at bringe dans som udtryksform ind i hverdagen og er en optakt til besøget i jeres institution. Workshoppen henvender sig til alle lærere og pædagoger, som har lyst til at tage fat om dans som æstetisk funderet sprog, hvor det er kroppen, der kommunikerer.

På workshoppen

  • Møder I de kunstnere, I får besøg af og bliver introduceret til deres besøg – og kan på den måde forberede ”jeres” børn på det
  • Bliver I præsenteret for dans som en æstetisk udtryksform på en let tilgængelig måde
  • Får I konkret inspiration til aktiviteter, der kan tages videre i hverdagen, til glæde for fællesskab, udtryk og trivsel – og i skolen som elementer bl.a. i fagene musik og idræt

Workshoppen er praktisk, og alle kan være med. Der kræves ingen forhåndskendskab til dans for at deltage.