Interview med Danjel Andersson, september 2020

Alle børn skal opleve dans

Dans som kunstart er alt for lidt udbredt i Danmark, mener direktøren for Dansehallerne, Danjel Andersson. Hans vision er, at alle børn skal møde dansen. Den kan lære os om livet og taler til os, fordi dansen er en naturlig udtryksform for mennesker.   

I Danmark har vi masser af tilbud for både børn og voksne, når det gælder taleteater, men næsten ingen danseforestillinger. Det undrer direktøren for Dansehallerne, Danjel Andersson. I hans hjemland, Sverige, er dansen helt anderledes udbredt end her, og han kan remse en række europæiske lande op, hvor dansen som kunstart har lige så megen plads som taleteatret: Frankrig, Belgien, Italien og flere andre lande.

– Det er et stort problem i Danmark, at dans som kunstart er så nedprioriteret i forhold til de øvrige nordiske lande og resten af Europa, siger han.

Derfor har han en vision og en mission om, at mange flere skal have mulighed for at opleve dans, og ikke mindst ønsker han, at alle børn i Danmark prøver at opleve dans som kunstart.

– Jeg vil så gerne, at alle børn i det mindste én gang i livet prøver at opleve dans, for dans lærer os om livet, og det taler til os. Alle mennesker – uanset hvem man er – ved, at dans er en basal del af barndommen. Alle børn danser instinktivt, for mennesket er et dansende dyr, og ingen har været børn uden at danse. Det ligger i os. Hvis ikke man kan se det, har man glemt, hvad vi kommer af, siger direktøren, som derfor også mener, man sagtens kan præsentere børn for dans som kunstform.

– Alle børn har en naturlig nysgerrighed, og især de helt små børn er drevet af en åben nysgerrighed. De har ingen fordomme, men tager dansen til sig. De ældre børn kan have mange dagsordner at forholde sig til, men en danseforestilling kan også sagtens tale til dem på en måde, hvor de møder sig selv og lærer noget om sig selv.

20.000 børn ser dans
Gennem KORA, som er Dansehallernes indsats for børn i daginstitutioner og grundskole, får en del af landets børn lov til at opleve en professionel danseforestilling. I sæsonen 2020/21 samarbejder KORA med 10 af landets kommuner og kommer ud på i alt 500 interaktive danseforestillinger i vuggestuer, børnehaver og skoler, hvor tilsammen omkring 20.000 børn ser dans i løbet af en sæson.

Det betyder, at børn allerede i dag udgør en stor del af Dansehallernes publikum, men Danjel Andersson vil arbejde for at nå ud til flere. En måde at nå flere på kan være at arbejde for at finde flere typer samarbejdspartnere i de kommuner, som KORA kommer ud i. På den måde kunne dansekompagnierne vise deres forestillinger i daginstitutioner og skoler om formiddagen og så igen om eftermiddagen i et andet regi i samme by – fx et teater.

– En forestilling sidst på eftermiddagen ville gøre, at forældre og børn kunne se en danseforestilling sammen, og den model vil jeg gerne udbrede til hele landet. Min vision er, at alle skal opleve dans for at vide, hvad det er, så de derefter kan tage stilling til, om det er noget for dem. Det er jo ikke sådan, at jeg tror, alle selv vil opsøge dans, bare fordi de ser det én gang, men i dag har de fleste slet ikke mulighed for at se en danseforestilling, og det er galt. Så vi skal have skabt et større kendskab til kunstformen. På den måde bliver det et valg for den enkelte, og selvfølgelig vil mange vælge det fra. Det gør jeg da også selv med de fleste tilbud, men det er jo ikke det samme, som at jeg mener, at det er irrelevant. Selv om man aldrig går til en fodboldkamp, mener man vel ikke, at den ikke skal være der? Det samme med dans – alle skal have muligheden for at se det og vide, hvad det er for en kunstform, og så kan man på den baggrund vælge eller vælge fra. Men så ved man, hvad man fravælger. Problemet i dag er, at så mange ikke ved, at det eksisterer.

Lav prioritet i Danmark
Hvorfor dansen ikke fylder mere i Danmark, har Danjel Andersson ikke noget bud på. Han kan blot konstatere, at det er virkeligheden, og at det ser anderledes ud i landene omkring os, hvor dansen fylder meget mere og rangerer på lige fod med taleteater.

– Vi tror måske, at det skrevne teater er det eneste rigtige, fordi det er det, vi har og kender godt, og det medfører, at vi kommer til at ekskludere alt andet. Ikke fordi, man vil, for ingen har jo tænkt, at de ville ekskludere dans, men det er bare blevet sådan, siger han.

At det handler om manglende interesse i Danmark, tror han ikke på.

– Jeg tror, der findes en enorm lyst til at opleve kunstformen, men der mangler viden, fordi danskerne simpelt hen ikke har mulighed for at møde dansen.

Derfor er det ifølge direktøren så vigtigt at arbejde for, at både børn og voksne får mulighed for at opleve dans.

– Jeg drømmer om, at vi kan få opbygget et økosystem for dans, for det har vi ikke i dag i Danmark. Der er så få, der arbejder med dans og også få arrangører. Det betyder, at 90 procent af befolkningen her reelt ikke har mulighed for at vælge at se dans, fordi det simpelt hen ikke er en del af kulturtilbuddet ude i landet.

Og her er det, at Danjel Andersson ser en mulighed i at skabe partnerskaber rundt i hele Danmark og koble forskellige projekter, sådan at KORA-forestillingerne for eksempel kan nå ud til flere, når de er på turné.

– Det ville være ideelt, hvis vi kunne få en lokal forankring ved at finde flere lokale samarbejdspartnere inden for kulturområdet – også finansielle partnere – og koble dem med vores kompagnier, mener han.

De lokale partnere ville være brobyggere mellem dansen og det lokale publikum, sådan at flere tør vove sig ind for at stifte bekendtskab med kunstformen. Det viser erfaringerne fra København, hvor Dansehallerne samarbejder med Betty Nansen Teatret, som mange kender, og derfor bliver det lettere at lokke publikum ind.

– Derfor er det afgørende at nå ud til flere, for med vores forestillinger viser vi gang på gang, at folk gerne vil se dans, når de bliver præsenteret for det. Så det er kendskabet, der mangler, slår Danjel Andersson fast.

Status skal højnes  
Samtidig med, at den svenske direktør kan konstatere, at dans fylder meget mindre her i landet end i Sverige og andre lande, ser han også, at dansen har lav status – det gælder ikke mindst danseforestillinger for børn.

– Det er meget mærkeligt, at børnekultur har lavere status end kultur for voksne, for det er jo den kultur, man oplever som barn, der påvirker os allermest. Mange af os har jo netop fået en kulturoplevelse som børn, der påvirker os senere i livet, så det er ganske enkelt med til at danne os som mennesker. Derfor er mit job også at gøre op med den lavere status og få slået fast, at der ingen kvalitetsskel er mellem kunst for børn og for voksne, siger han.

Mens Danmark er stærk inden for traditionelt børneteater og har festivaler for børneteater, er det en helt anden sag, når det gælder dans. Og det vil Dansehallernes direktør altså arbejde for at gøre op med.

– Vi skal behandle børne- og ungeprogrammet fuldstændig ligesom, vi behandler det for voksne. Det skal have samme høje kunstneriske kvalitet. Det lyder meget enkelt, men er vigtigere, end man tror.

Af journalist Mona Østerlund