Forestillinger

Edhem Jesenkovic

REPUBLIKA

Flugt og drømmen om et bedre liv
Med performanceforestillingen Republika søger Edhem Jesenkovic tilbage til en ellers fortrængt periode af hans liv. En tid domineret af usikkerhed og frygt. Tilbage til 90´erne hvor borgerkrigene på Balkan brød ud, hvor han og hans familie blev drevet på flugt i etniske udrensninger, og det liv, han hidtil havde levet, blev lagt i ruiner.
“Oplevelsen af at være på flugt og den eksistentielle krise forbundet med at skulle genopfinde sig selv, vil resonere hos mig resten af mit liv. Her…mange år efter, har det været nødvendigt for mig at søge tilbage til de oplevelser og prøve at forstå, hvad de har af betydning for den virkelighed jeg lever i nu.
Da den nuværende flygtningekrise for alvor tog til, blev det klart for mig at Republika ikke kun skulle fortælle min egen personlige historie, men måtte favne alle andre i samme situation – alle dem der flygter fra et liv til et andet.”

Isolation på Lille Scene
Republika er en rå og usødet iscenesættelse af en migrants indre kamp. En kamp der er konstant. Som symbol på dette isolerer Edhem Jesenković sig døgnet rundt i forestillingsrummet under spilleperioden. Som en fange og en levende installation indbydes publikum til løbende at få indblik i hans univers og hans indre kamp.

Edhem Jesenković er født og opvokset i Bosnien-Herzegovina. I 1993 emigrerede han til Sverige, hvor han fik øjnene op for dans. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1999 blev færdiguddannet fra Den Kongelige Svenske Balletskole.
Han har nu base i København og har brugt det sidste årti på at arbejde sammen med nogle af de mest anerkendte koreografer og dansekompagnier.
Edhem Jesenković har mange anmelderroste forestillinger bag sig bl.a. forestillingen M.E.N, 4 Times Hundred og værket Dilemma of Obedience, som blev danset af Dansk Danseteaters dansere og nomineret til en Reumert som Årets bedste danseforestilling.

Installation
Installationen kan besøges fra d. 3. – 7. februar 2016 i Dansehallernes åbningstid fra kl 10.00 og frem til en time før forestillingsstart. Selve forestillingen kræver billet. Det er ikke nødvendigt at købe billet til overværelse af installationen.

Bemærk at forestillingen, som udgangspunkt, nydes stående samt at der benyttes stroboskoplys i kortere perioder.
Koncept, koreografi og performance: Edhem Jesenković
Komponist: Edhem Jesenkovic
Dramaturg: Inge Agnete Tarpgaard
Lys og lyd-design: Søren Knud
PR: Kir Qvortrup
Grafisk design: Malene Henssel
Produktion: Projektcenteret
Støttet af: Statens Kunstråd og Augustinus Fonden

Læs mere på: edhemjesenkovic.com

Logo black

Varighed: ca. 60 min.

Onsdag - Fredag kl. 19:00 + Lørdag - Søndag kl. 17:00

Lille Scene

125,- / ung 55,-